Fra Jomfru Ane Gade til Kaffebaren

For 25 år siden startede Thilde og Thomas Nedergaard Kristiansen i restaurationsbranchen med tre barer i Jomfru Ane Gade, hvor fokus primært var på nattelivet og caféer. Men efter nogle år opstod ønsket om en anden målgruppe. I 2020 blev det startskuddet til Kaffebaren, som den dag i dag er at finde rundt omkring i hele Aalborg. Parret har for nyligt valgt at samle alle deres caféer og restauranter under NK Gruppen, hvor seneste skud på stammen er Vin & Venner, men Kaffebaren kickstartede parrets nye fokus udenfor nattelivet.

”Vi ville gerne lave et sted med fokus på hygge, hvor stemningen skulle være mere tilbagelænet og med fokus på afslapning og en hjemlig atmosfære, end vi ellers havde været vant til,” forklarer Thilde.

Den første Kaffebaren åbnede i Bredegade, og selv om det var under corona, blev det en succes, som aalborgenserne tog til sig. Det var også her, at idéen om et mere samlet koncept opstod, og det blev muligt at åbne flere Kaffebaren rundt omkring i Aalborg henover de kommende år. Pludselig var én kaffebar blevet til tre.

Afslappet atmosfære, hygge og samvær  

Men hvad finder man så på, når man har åbnet et hav af kaffebarer midt inde i Aalborg? En vinbar selvfølgelig! Et sted, som fortsat rummer den afslappede atmosfære med fokus på hygge og samvær.  

”Vi havde faktisk snakket om det her vinbarskoncept i lang tid, da vi var oppe at se på lokalerne her i Gravensgade. Vi ville gerne åbne et sted, hvor man også kunne gå ud at spise og få en øl eller en drink – og vi tænkte faktisk begge to, at lokalerne i Gravensgade passede perfekt til det”, fortæller Thomas.  

En afslappet stemning 

Den afslappede og gode stemning har været et omdrejningspunkt for alt, hvad Thilde og Thomas har kastet sig over. Om end det ikke altid har været afslappende for det entreprenante par, så er der blandt andet én årsag til det store gåpåmod.  

”Det korte svar er, at vi ikke kan lide at kede os”, lyder det fra Thomas, og Thilde uddyber: 

”Kaffebaren er et rart rum til én slags oplevelser, men vi har også snakket om, at det kunne være dejligt med et sted, hvor vi kunne tage stemningen fra Kaffebaren med, men hvor man også kunne få et godt glas vin. Vi vil gerne have en vinbar for dem, der bare gerne vil have et godt glas vin – der skal være plads til alle her.”   

”Vi syntes, der manglede en vinbar, hvor man også kan få en god øl eller en god drink. På den måde undgår man også, at folk skal dele sig op eller gå på kompromis, fordi vi har noget til alle. Vinen er i fokus her, men vi vil også gerne gøre plads til det andet,” forklarer Thilde, og Thomas fortsætter: 

”Derfor er der også tapas og lidt let frokost i løbet af dagen, så vi på den måde skaber den her afslappede stemning med mad, som også lægger op til, at man deler.”  

Mennesker fremfor faglighed

Uanset om Thilde og Thomas ansætter til Kaffebaren eller til Streetfood, er det vigtigt for dem, at deres ansatte også er med til at viderebringe de visioner og værdier, de selv har.

”Vi synes, vi har et virkelig dejligt personale, og det er også en stor del af oplevelsen, når man går ud. Vores personale skal sørge for, at man altid føler sig velkommen hos os, og at man ikke bare er endnu en kunde i rækken. Det stiller nogle krav til os, når vi rekrutterer medarbejdere – og der er vi heldige med, at der er mange unge mennesker i Aalborg, som gerne vil arbejde,” forklarer Thilde og fortsætter:

”Når vi ansætter, vil vi ofte hellere have en, som ikke nødvendigvis har den store erfaring, men som har noget personlighed, engagement og åbenhed – vi ansætter i højere grad efter menneskelige kompetencer, for det andet kan man lære.”

Derfor ser Thilde og Thomas det som en stor fordel, at Aalborg er kendetegnet ved at være en studieby – men der er også en anden ting, som kendetegner Aalborg, forklarer Thomas:

”Jeg kan godt lide den åbenhed og den ro, der er her, når man bevæger sig rundt i bylivet.”

”Det kan jo godt tage lidt længere tid, før nye tendenser rammer Aalborg – og nogle gange kommer de slet ikke herop. Man ser tingene lidt mere an heroppe, men det tror jeg heller ikke gør noget,” forklarer Thilde.

Samarbejde om en levende midtby  

For både Thilde og Thomas er samarbejde noget af det vigtigste, når de skal prøve at pege på, hvad der skal til for, at Aalborg bliver ved med at have en levende bymidte.  

”Jeg kan godt lide tanken om, at vi som erhvervsdrivende i Aalborg kan række ud og samarbejde fremfor at se hinanden som konkurrenter. Vi prøver at samarbejde med andre butikker i Aalborg, fordi det er en måde at hjælpe hinanden og stå sammen, så vi i fællesskab kan løfte midtbyen,” forklarer Thilde, hvortil Thomas fortsætter: 

”Man skal jo se det som en symbiose, hvor der skal være plads til både tandlæger og caféer for at skabe en levende by. Uanset typen af erhverv, så gavner det os alle, at vi har en levende by, som også er attraktiv at bo i – også for udenlandsk arbejdskraft, og der er den internationale skole også vigtig. Vi skal spille hinanden gode, og derfor laver vi ofte de her nære samarbejder, hvor vi kan løfte hinanden på kryds og tværs.”  

”Vi har eksempelvis været med til at arrangere Øgade-løbet, hvor vi var flere erhvervsdrivende som gik sammen med blandt andet Aalborg Kommune, Sønderbroskolen og nogle løbeklubber om at lave et løb sammen for tredje år i træk. Det handler om at samarbejde om at skabe oplevelser,” lyder det fra Thilde om deres lokale engagement i Aalborg.   

For der er en række fordele ved at være i en by som Aalborg, hvor man giver plads til det hele – og vigtigste af alt giver plads til hinanden, forklarer Thilde:  

”Aalborg er ikke så stor, at det nære forsvinder, og man føler, man kender hinanden – både i forhold til Aalborg Kommune, andre erhvervsdrivende og kunder. Vi prøver hele tiden at engagere os i byen, fordi det giver mening for os. Aalborg har en god størrelse, hvor der er det, man skal bruge, og der er plads til både fest, kultur og uddannelse.”  

Uanset hvad Thilde og Thomas kaster sig over, er fokus altid det samme. 

”Vi skaber de steder, hvor vi selv har lyst til at komme. Det taler også ind i det her med, at vi elsker Aalborg, og vi kan godt lide tanken om, at vi skaber liv i Aalborg midtby,” forklarer Thomas, men hvad fremtiden bringer for NK Gruppen er ikke til at spå om. Flere butikker? Nye tiltag? Mulighederne er mange, men en ting er sikkert:  

”Vi skal have hjertet med i det, vi laver,” lyder det fra både Thilde og Thomas.  

Fakta

Navn:Thilde og Thomas Nedergaard Kristiansen, hhv. 48 og 54 år

Titel: Indehavere af NK Gruppen – herunder Kaffebaren, Friis Streetfood, Teatercaféen og Vin & Venner

Fritid: Vores børn og tid i vores sommerhus i Blokhus

Kæphest: Man kommer længst med rummelighed, åbenhed og en positiv indstilling